slut på turen

så nåede viValpareiso. Vinden løjede mere og mere af på vejen herop. Vi skulle forlade kahytten kl. 08:00 - der kommer nye gæster kl. 11. Og vi skulle forlade skibet kl. 09:00.
Der kørte busser i pendulfart fra skibet til terminalbygningen, hvor vi skulle finde og hente vores bagage. Det gik meget nemt. Og vores guide stod og ventede på os, så alt klappede. Vi havde arrangeret at vi på vejen til lufthavnen skulle besøge en vingård og have frokost et sted.

Mario- vores guide, som var rødhåret (han har norske og danske aner) og Claudia - vores chauffør gav os en fin rundtur i Valpareiso og Vina del Mar. Han tilbød os en tur med en af de tilbageværende funiculærer, som stadig er i brug og fortalte at turen ville føles som et jordskælv - det var ikke meget galt. Den bragte os op til en udsigtsplatform, hvor vi kunne se, hvor stor containerhavnen er og hvor vi samtidig kunne tage afsked med skibet.

 

Der efter gik turen mod Casas del Bosque, hvor vi skulle have en rundvisning og det viste sig, at det også var her vi skulle spise frokost. Og begge dele var noget af en oplevelse. Det var en fantastisk flot vingård, anlagt i 1983 af italienske indvandrere, som 5 år efter høstede deres egen vin. De exporterer en del til Europa, men desværre ikke til Danmark. I kanten af vinmarkerne er der rosenbede. Forklaringen er, at roserne er meget sarte og hvis de ikke trives, så gør vinen heller ikke. Her stod roserne i roserne i fuldt flor.
 efter rundvisningen var der smagning af sauvignon blanc, chardonnais og pinot noir. Super vine alle tre. som I kan se, var det en alvorlig sag.

 Derefter fik vi serveret en meget lækker frokost i deres gårdhave med udsigt til vinmarkerne.

Det var en fin afslutning på en spændende og god ferie.

Undervejs kunne vi fejre, at det var lige præcis 50 år siden vi mødte hinanden første gang - det var nemlig i januar 1962. Det havde vi fortalt Walter - vores søde og gode tjener, som vi mødte sidste år. Og dagen efter, da vi kom og skulle spise og havde bestilt dessert, så undrede vi os godt nok lidt over, at han var så længe om at komme med den. Vi fik den is, vi havde bestilt, og straks efter kom han med en ekstra tallerken, som var blevet dekoreret til lejligheden. Vi blev helt rørte - og han fik gode drikkepenge inden vi rejste.

de sidste dage

undervejs til Puerto Chacabuco var der en af dagene the-galla i stedet for den daglige five-o'-clock-tea. De kokke er nogle rene kunstnere, de kan skære en vandmelon ud så den ligner en stor blomst, og de kan skære en stor flot buket af gulerødder, peberfrugter mv. se bare her




og så var der selvfølgelig en overflod af små lækre sandvich og kager og andre flotte opsatse.

I Puerto Chacabuco havde vi meldt os til en tur, som hed Patagonia Nature in depth. Det var en fantastisk gåtur på ca. 2½ time i en fantastisk nationalpark, hvor der var et rigt dyre og planteliv. Turens højdepunkt var vandfaldet, som de kalder 'den gamle mands skæg'  beklager - billedet ligger på siden og jeg kan ikke finde ud af at vende det, så I på lægge hovedet lidt ned på ventre skulder. Det var meget flot, meget larmende og vådt. Inden vi tor tilbage til skibet blev vi budt på lokalt grilmad - et par lam blev serveret i hvad vi vil kalde meget tilfældige udskæringer - men det smagte godt og de udskænkede masser af lokal vin og der var optræden - meget folkloristisk.

Byen her og den næste - Puerto Montt er grundlagt af tyske immigranter og det ses tydeligt i gadebilledet. Mange af husene er i tydelig tysk stil. - interessant.
Her havde vi meldt os til en tur til Vulkanen Osomo, det var meget interessant og vi kom betydeligt højere op, end vi havde forestillet os - der var hårnålesving for alle pengene



og vi må sige, at chaufføren forstod at parkere sin bus

og så gik vi rundt i lava - det var flot og udsigten var lige ved at tage vejret fra os

herfra kørte vi til en anden nationalpark og så flere vandfald. Fantastisk flot og sikke en energi der er sådan et sted og farverne - det er helt ubeskriveligt klart og blåt, og grønt og turkis og...
Turen sluttede i Puervo Varas, som er Chiles svar på Hornbæk eller noget i den retning. En fin lille by ved kysten - en ren turistfælde med masser af souvenirboder og kasinoer.

Så er der kun en sødag tilbage før vi lander i Valpareiso. så nu er det 'hjem' og tænke på at pakke kufferterne, som skal stilles udenfor kahytsdøren senest kl. 22 i morgen aften. Vi har fået udleveret mærkesedler alt efter hvad man skal, når man forlader skibet.

dage til søs fra Pisco

Lige siden afsejlingen fra Pisco har vi været i dårligt selskab for så vidt angår blæst og bølgegang. Det har forsinket turen lidt, så der er blevet byttet om på vores to sidste destinationer, således at vi sejler inde i skærgården og dermed er i smult vande. På den måde bliver opholdet de to steder kunlige til udflugterne, men det er jo ikke noget vi kan gøre ved.

Vi har klaret os fint – Kirsten havde en af dagene på langs men mere med et maveonde med kolik end søsyge og det forsvandt lige så pludseligt som det kom.

Desværre er vejret skiftet igen så lige n er der tåge og regn, men de lover godt vejr i morgen.

Vi er ved at løbe ud for satelit minutter til nettet, så I må ikke påregne at der kommer mere på bloggen førend vi er hjemme igen.

Coquimbo

Så har vi været i Coquimbo – turens korteste stop – kun en formiddag, men nok til at vi kom rundt i byen og nabobyen La Serena, der er en af de klassiske feriebyer i Chile, selve havnen er coquimbo, med en masse fiske industri.

Ved indsejlingen så vi store grupper af delfiner –mere end 40 som var helt uforstyrede af vores ankomst. En søløve dukkede op lidt senere.

Selve byerne er der ikke meget at fortælle om – de virker typisk sydspanske.

Turen fra Lima og herned var præget af store dønninger, som blev større i forbindelse med det blæste op, så vi gyngede godt op og ned til alle sider, men undgik søsyge og sov også godt.

Nu er vi igen på vej sydover mod puerto Mont, vi er knap 100 sømil fra kysten og dønningerne er de samme, og det bliver de ved med hele dagen i morgen- men vi klarer det fint med et plaster.

Vi spist sammen med et par ældre amerikanske damer forleden – da vi andre fløj Nazca linier var de på sand buggy tur i ørkenen og stod på sandboard – godt klaret af et par på den anden side af 70.